Hvor vegansk er dit veganske måltid?





Skrevet 7.5.2017





Vi kommer lige lidt i 12, for der er lovet goodiebags til de første 100 og selvom ordet ”goodiebag” får det til at krible lidt i maven hos enhver madglad dansker, så var vi overbevist om, at vi kunne gå ubesværet igennem et stort set mennesketomt supermarked og op til forenden af køen – kun akkurat lige overhalet af en håndfuld begejstrede ”Go Vegan”-tilhængere, der har talt dage ned til feståbningen - få overrakt posen med ukendte lækkerier og indtage dem udenfor i solen. Scenariet var et lidt andet. Til min forbløffelse nåede køen allerede næsten helt ned til indgangen af butikken. Vi blev først mødt af to ekspedienter, der bød os på ubestemmeligt udseende ”Skinkesalat” og ”Tunsalat”, og som til spørgsmålet om, hvad der egentlig var i produkterne svarede: ”Ja, i hvert fald ikke skinke eller tun!” Ved næste bod stod en henrykt sælger fra "Premier is" og uddelte prøver på chokolade, jordbær og vanilje, der alle smagte overraskende meget af flødeis, selvom dette naturligvis ikke var at spore i produktet. I slutningen af den lange række af boder var der smagsprøver på et nyt vegansk hit kaldet ”Oumph!”, som skal udgøre en erstatning for pulled pork og som da også var næsten uhyggeligt sammenligneligt med køds tekstur og smag. Til vores store skuffelse, fik man kun goodiebag’en overrakt, hvis man samtidig købte en af butikkens nye veganske færdigretter, som hele herligheden var stablet på benene for at lancere. Ligesom alle de andre veganske produkter, vi havde smagt på – fra is til ”Oumph!” – var også færdigretterne baseret på den samme ingrediens, nemlig soja. For snart to år siden besluttede jeg mig for at blive veganer. Jeg skrev sågar en kontrakt med mig selv om, at jeg aldrig ville røre animalske produkter igen (ikke engang ris á la mande – min yndlingsdessert, som er den eneste grund til, at jeg stadig glæder mig som et barn til juledagene). Min beslutning tog jeg først og fremmest af klimamæssige og dyreetiske årsager, men jeg fastslog samtidig, at det ernæringsmæssigt er helt forsvarligt at leve kun af planter med den rette kostsammensætning. Så det gjorde jeg. Og jeg gik all in. Komælk, ost og æg blev i min nye sort/hvide-veganermentalitet sat i en kasse med etiketten: ”GIFTIGT”. Jeg nærlæste altid næringsdeklarationer nøjsomt og jeg holdt mig fra at spise ude hos andre, fordi jeg følte mig til besvær. Forfærdeligt sørgeligt og kedeligt.

I dag, to år efter, er mit billede på verden og min kost heldigvis blevet mere nuanceret. Når jeg ser mig over skulderen, kan jeg kun ryste på hovedet over mig selv, men med et overbærende smil på læben, fordi jeg er overbevist om, at min tid i et kostkontrolleret helvede har været nødvendig for mit nuværende ståsted. Det ligger til menneskets natur at tænke alt i bokse. For os mennesker er det som regel alt eller intet. Balance er en umådeligt svær disciplin at mestre, og når det handler om kost er det ikke anderledes – vi har opfundet en helt terminologi for, hvordan og hvad vi spiser (eller måske snarere ikke spiser); vegetar, pescetar, veganer, flexitar og hvad bliver det næste? Jeg spiser stadig overvejende vegansk af samme grunde, som da jeg tog beslutningen første gang, men når andre serverer mad for mig, er det langt vigtigere for mig at indgå i det sociale fællesskab end at holde stædigt på mine principper og overbevisninger. Hvad angår fødevarerne komælk, ost og æg er de også for længst flyttet til den kasse, hvor de hører hjemme: nemlig kassen, der bærer etiketten ”FØDEVARER”. Da den veganske bølge, som jeg selv blev en del af, langsomt begyndte at tage form herhjemme, jublede jeg på klimaets, dyrenes og ja, verdens vegne. Jeg meldte mig ind i den efterhånden populære facebookgruppe ”Veganerliv i København” og opsøgte veganske folkekøkkener, hvor jeg mødte ligesindede. Til folkekøkkenerne fik jeg serveret pasta med ”kødsovs” (sojagranulat) og på Facebook så jeg opslag om pizzarier, der lavede veganske pizzaer med noget, der skulle forestille ost. Jeg fandt efterhånden ud af, at hele veganermiljøet tydeligt bar præg af samme ensporede bokstækning, og det gik for alvor op for mig den dag i supermarkedet. ”Vegansk frem for alt!” er et passende slogan for selvsamme bølge, som nu har vokset sig til en tsunami, der skyller ind over sociale medier og hippe veganske spisesteder i København. Det er ligegyldigt om produkterne er sammensat af 47 forskellige komponenter importeret fra ligeså mange forskellige steder, for at de skal kunne leve op til det animalske produkt, de så ihærdigt forsøger at efterligne. Det er ligegyldigt om sojaen, der bruges i produkterne ikke er RTRS-certificeret og købet af disse produkter således støtter en regnskovsfældende industri, der ødelægger habitater for truede dyrearter på samme måde som den så forhadte kødindustri. Et spørgsmål begyndte at melde sig: Hvor vegansk er dit veganske måltid egentligt? Jeg har arbejdet på en lille økologisk gårdcafe, hvor de bl.a. holdt høns. Et sted med stor kærlighed og omsorg for natur og dyr. Ved siden af cafeen drev de en gårdbutik, hvor de også solgte typiske helsekostvarer, heriblandt en række sojaprodukter. Jeg støtter ikke kød, -æg eller mælkeindustrien, men her ville jeg til hver en tid vælge at lave en omelet til frokost af friske æg fra hønsegården 50 meter væk, såfremt jeg havde valget mellem det og et importeret, højt forarbejdet sojaprodukt fra gårdbutikken. Det havde jeg ikke valgt for to år siden, da jeg ”konverterede” til veganisme og det er jeg sikker på at mange, der kalder sig veganere i dag heller ikke ville. Men her synes jeg kæden hopper af og det bliver skræmmende tydeligt, hvordan veganisme flirter med det religiøse. Stod valget mellem sojaproduktet og en burægsomelet eller sågar en konventionel svinepølse, var det en helt anden snak, da det i den sammenhæng giver langt mere mening at diskutere dyreetik og i sidste tilfælde også miljøbelastning. Min pointe er, at nuancerne i sådanne situationer er yderst vigtige, men at vores bokstænkning desværre gør, at vi ikke kan få øje på dem. Når vi mennesker låser os fast på én tanke, én holdning eller én livsstil, så har vi det med at glemme inddragelsen af andre aspekter. Vi bliver unuancerede og ulogiske. Dette gør sig gældende i alt fra politik og religion til vores kost. Kunne det tænkes, at vi helt forkastede terminologien omkring, hvilken ”spisetype” man er? Hvis terminologien ikke eksisterede og ingen var såkaldte veganere, vegetarer eller kødspisere, ville vi mon så spise mere bevidst ud fra en vurdering af den enkelte måltidssituation? Ja, jeg synes, vi skal spise mindre af det animalske – meget mindre – og jeg synes stadig, det er fantastisk, at flere og flere bliver bevidste om det faktum, men hvis det betyder, at alt animalsk i køleskabet blot erstattes med efterligningsprodukter fremstillet af soja og palmeolie, så er vi langt fra kommet i mål. Tilbage i supermarkedet efter at have taget et kig i den såkaldte goodiebag, fyldt med underlige veganske produkter – det meste selvfølgelig fremstillet på soja – kriblede det alligevel heller ikke så meget i maven længere. Jeg gik derfra lettere målløs over oplevelsen og med tre pakker færdiglavede falafler i hånden, der blev udleveret ved en af smagsboderne. Falaflerne endte jeg med at give væk efter at have læst på ingredienslisten, for er der en ting, jeg er helt sikker på, så er det at falafler – i hvert fald de falafler som jeg har lært at lave - ikke skal indeholde sojaprotein.