Min madhistorie





23.12.19





Jeg kan huske engang, hvor jeg aldrig tænkte på mad, bortset fra når min mave knurrede. Jeg kan huske engang, hvor jeg aldrig tænkte over, hvordan min krop så ud eller hvad jeg vejede. Og så kan jeg huske det tidspunkt, hvor jeg gjorde. Eller rettere, de mange tidspunkter. Det var lidt som om, der langsomt vågnede en bevidsthed i mig, som før havde været slukket, og den blev vækket af små, tilsyneladende uskyldige momenter;


en dreng, der spørger om jeg prøver at skjule min krop under kjolen

en ven, der spørger om jeg har lagt mig lidt ud

en tynd kvinde i en film

en tynd kvinde på et billede

en vægt, der fortæller mig, at min BMI er for høj

en artikel, der skriver, at kulhydrater er farlige

et spejl, der fortæller mig, at alt er galt


Og så begyndte jeg at løbe. Næsten hver dag. Jeg løb for at forbrænde kalorier og jeg løb for at holde mig beskæftiget med andet end at tænke på mad. For jeg var sulten. Jeg var så sulten, at hvis jeg ikke adspredte mine tanker, så kunne jeg ikke holde ud at være i min krop. I hvert fald ikke til at starte med. Men efterhånden indfandt der sig en ro i mig og sulten blev til en behagelig påmindelse om, at vægten faldt og at det var mig, ikke maden, som havde kontrollen. Jeg spiste 1 dl havregryn kogt på sojamælk til morgenmad, jeg fik ét stykke frugt eller ingenting til frokost og én skål suppe til aften. Brød var bandlyst. Jeg var hardcore veganer. Hvis jeg spiste mere end 500 kcal om dagen, så straffede jeg mig selv med ikke at spise morgenmad dagen efter.
Min vægt faldt naturligvis - eller, den styrtdykkede faktisk. Og så skete der det, at min ønskevægt indfandt sig. Og opmærksomheden som min nye krop affødte fodrede min nu lysvågne og glubske spiseforstyrrede bevidsthed med endnu mere motivation for at fortsætte;


en læge der siger at meget skal jeg i hvert fald ikke veje igen

en fyr der gerne vil danse tæt opad min krop

en ekspedient der siger, at jeg vist nok skal have den mindste størrelse bukser

en veninde der siger at jeg ser godt ud og om jeg ikke har tabt mig

en ven der siger at jeg ser godt ud og om jeg ikke har tabt mig

en kollega der siger at jeg ser godt ud og om jeg ikke har tabt mig - om det er fordi jeg mon har fået en kæreste?


Efter vægten viste præcis det, jeg gerne ville have den til, satte jeg selvfølgelig bare et endnu lavere og endnu mere urealistisk mål med et endnu strammere kostregime til følge. Men min vægt ville ikke blive lavere, i hvert fald ikke uden at jeg helt holdt op med at spise. Så det måtte jeg jo lade være med.
Det var netop dette vendepunkt - at min vægt nægtede at blive lavere - som førte mig til den modsatte ekstrem. For det gik jo ganske enkelt ikke at lade være med at spise noget som helst. Det afholdt mig dog ikke fra at prøve. Konsekvenserne blev, at jeg ikke kunne koncentrere mig om mit studie, jeg var træt hele tiden, jeg var tæt på at besvime flere gange, jeg kunne ikke fokusere på andet end tomheden i maven.
Og så mistede jeg fuldstændig kontrollen. Efter flere måneders sultekur skulle jeg bare have mad og jeg skulle have meget af det. Der gik ikke længe før jeg havnede i en ond cirkel af orgieagtige overspisninger (ikke særligt veganske skal det lige siges) og efterfølgende "straf-faste", hvor jeg ikke spiste i op til et døgn. En ond cirkel, som jeg slet ikke kunne se nogen vej ud af. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvordan jeg skulle stoppe og jeg havde glemt hvordan det føltes at være sulten og mæt. Skam, skyld, dårlig samvittighed og selvlede var det eneste, der eksisterede i mig - og det var kun når jeg var lige midt i en overspisning eller lige midt i en faste, alt eller intet, at disse negative følelser blev bragt til ophør. Alt det som faktisk betød noget for mig i mit liv - venner, familie, musik, bøger, studie - havde jeg ikke overskud til at bruge tid og energi på, for madstressen havde overtaget hele mit system og regerede fra morgen til aften. Nogle gange også om natten, for jeg kunne sjældent sove.

Jeg løb stadig, men nu løb jeg fra frygten. Frygten for den ubarmhjertige og umådeligt stærke kraft som havde indtaget min krop i løbet af få måneder. Jeg løb lange ture, hvor jeg jagtede en pause fra tanker om mad, men løberiet holdt mig stadig fanget i kalorieræset og jeg vedblev at piske og presse mig selv på mine løbeture for at opnå et mål, et bestemt tal på en vægt.


Det var faktisk først på dette tidspunkt, at jeg anerkendte, at jeg havde et forstyrret forhold til mad. Jeg var desperat. Alt var kaos, men ingen af mine nærmeste vidste noget. Jeg slog altid kommentarer om min vægt hen med, at "jeg er jo begyndt at løbe og træne meget" eller "jeg er jo blevet veganer", og fordi jeg var en pige med "styr på tingene", så mistænkte ingen at noget var galt. Og fordi jeg var en pige med "styr på tingene", så var det aldrig en mulighed for mig at søge hjælp, for det her skulle jeg nok klare selv, præcis ligesom alt andet. Det skal nævnes, at jeg set udefra ikke så sygeligt undervægtig ud, men nok egentlig ret "normalvægtig" (hvad det så end betyder), fordi jeg er skabt til at have kurver. Derfor lignede jeg nu bare nogle af mine meget tynde veninder - forskellen var den ikke så ubetydelige, at de spiste regelmæssigt og havde et sundt forhold til sult og mæthed, mens jeg ikke tillod mig selv at få mere end det, der kaloriemæssigt svarer til et enkelt måltid om dagen.

Så jeg lånte en bog. "Mit hemmelige forhold til mad" hed den. Indtil da havde jeg været overbevist om, at jeg var alene om mit forstyrrede spiseliv og den enorme skam som fulgte med, men for første gang mødte jeg en ligesindet. Forfatteren bag bogen beskrev præcis det, jeg gennemlevede og efter endt læsning sad jeg tilbage med en enorm lettelse, et håb og en metode. Metoden var at spise 3 måltider om dagen - ikke mere og ikke mindre. Så det gjorde jeg. Og det virkede godt i starten. Men snart begyndte metodens faldgruber at vise sig; fordi jeg vidste, at jeg ikke måtte spise noget mellem hovedmåltiderne, så blev disse måltider alt for store hver gang, og så var jeg direkte tilbage i den onde cirkel af overspisninger og straf-faste. "3 måltider om dagen"-metoden blev et nyt regelsæt som jeg skulle indordne mig - og var der noget mit spiseforstyrrede sind jublede over, så var det regler og kontrol. Bogen havde dog givet mig et håb om, at der var en vej ud af spise-helvedet, så jeg måtte vel bare finde en ny bog og en ny metode. Den næste i rækken blev "Never binge again", som også efterlod mig overvældet og overbevist om, at NU var løsningen endelig fundet. Forfatteren beskrev hvordan jeg skulle forestille mig, at min spiseforstyrrelse var en adskilt del af mig selv - "a pig" - og at de fødevarer jeg havde trang til at overspise var"pig slop", dvs. griseføde. Mine spise-cravings var således min indre gris' stemme, som jeg blot skulle ignorere. Ligesom med "3 måltider om dagen" havde "grise-teorien" sin ekstatiske honeymoon-fase, men igen var det symptombehandling, som naturligvis ikke levede op til sit løfte om aldrig mere overspisning. Så jeg gav op og følte mig uduelig. Og var tilbage i den onde cirkel.

Årsagerne til, hvorfor jeg gik fra slet ikke at tænke over, hvad jeg puttede i munden (og i øvrigt kun, når jeg var sulten) til at være en kalorieberegnende, kulhydratafskyende veganer, var mangeartede og komplekse, men da jeg senere hen forsøgte at samle puslespillet blev det tydeligt, hvilke brikker det bestod af;


et kultur- og medieskabt kvindekropsideal, som ødelægger ethvert håb om kropsaccept

et samfund der presser én til det yderste, bygget op omkring værdier som vækst, præstation og prestige

en almenmenneskelig sort/hvid-mentalitet, hvor der ikke eksisterer noget imellem enten og eller

en SoMe-kultur hvor overfladiske lykkemomenter hos én skaber ensomhed hos andre

en fanatisk pseudovidenskabelig sundhedskultur som opdeler mad i "rene" og "beskidte" fødevarer

et fravær af natur, ro, langsomhed, nydelse og nærvær

en samfundsmæssig ubalance mellem yin og yang


I al den tid hvor mit turbulente forhold til mad udfoldede sig, havde jeg gået til yoga. Det startede som noget rent fysisk, som jo passede perfekt ind i mit ønske om at blive tyndere, og i lang tid var det dét yogaen handlede om. Men alt imens min spiseforstyrrelse levede sine hvedebrødsdage fuldt ud (dog uden en krumme hvedebrød), var der en stille revolution i gang inde i mig. Yogaen gjorde noget ved mig som ikke handlede om kalorieforbrænding og jeg opdagede langsomt, at jeg kunne finde en salig og fredfyldt sindsro i yogaen, som jeg aldrig havde oplevet før. Yogaen blev min terapi og gav mig præcis det redskab, jeg havde brug for: jeg lærte at lytte til min krop igen. Jeg begyndte at trække vejret. Jeg forstod, at jeg ikke havde brug for endnu et symptombehandlende quick-fix. Jeg lærte mere om mig selv på min måtte end jeg nogensinde havde kunne læse mig frem til i diverse selvhjælpsbøger. Selvom jeg også kværnede bøger om kognitiv adfærdsterapi og vanebrydning, var det som om, at teknikkerne og metoderne ikke gav mening uden yogaen, for det var igennem den, at jeg kunne omsætte min nye viden til praksis. Uden forbindelsen til min krop kunne jeg udelukkende forstå disse teknikker og metoder rationelt og med min sunde logik, men ikke på et dybere og kropsligt plan.
I den tid, hvor jeg primært brugte yogaen som en effektiv kalorieforbrændingsstrategi, husker jeg, at min underviser efter en hård og intens klasse sagde til mig "Husk nu, at yang skal balanceres af yin". Jeg kan også huske, at jeg nikkede, smilede til hende og tænkte "Jaja. Yin - det er jo spild af tid og penge!"


I dag ved jeg, at hun havde så evigt ret. Yang skal balanceres af yin. Vi lever i et ekstremt yang-præget samfund, hvor vækst, præstation og udholdenhed belønnes langt mere end yin-kvaliteter som tålmodighed, nydelse og langsomhed. Vi ser denne ubalance overalt - i uddannelsessystemet, i kropskulturen, på arbejdspladsen og i samfundet generelt. Skal denne ubalance ændres, så må vi starte med os selv, og hvis man lider af madstress, så tør jeg godt vove at påstå, at en balancering af yin og yang er helt nødvendig for at finde madro.

I dag, mange år efter, kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har fundet den madro, jeg søgte. Jeg vil ikke anbefale nogle at gå den hårde og besværlige vej, som jeg gik - stædig og alene -, for selvom jeg lærte utroligt meget af alle mine fejltrin og de blinde veje jeg gik ned af, så kunne jeg højst sandsynligt have undgået mange runder i den onde cirkel med den rette behandling. Ikke desto mindre så kom jeg i mål med en stor, tung rygsæk fuld af guld, som jeg bruger aktivt selv og med mine klienter den dag i dag. Jeg kunne aldrig drømme om at veje mig - og har ikke gjort det i flere år - og jeg har ikke det mindste lyst til at ændre på det, jeg ser i spejlet. Når jeg bevæger mig, så gør jeg det fordi jeg elsker at bruge min krop og tænker ikke et sekund på kalorier. Når jeg spiser, så nyder jeg min mad til fulde og jeg tillader mig selv at spise alt, hvad jeg har lyst til uden restriktioner - og nej, det er langtfra kun chokolade og andre "syndige" sager. Jeg er overbevist om, at jeg ikke var kommet hertil uden yogaen, men jeg er ligeså overbevist om at alle de bøger, jeg læste - også dem som ikke gav pote - var mindst ligeså værdifulde for min rejse på både godt og ondt. Jeg ved nu, hvad der virker og hvad der ikke gør. Jeg har opbygget et kartotek af konkrete teknikker og redskaber, som er gennemtestet af mig selv og som involverer både krop og sind.

I dag er den onde cirkel af overspisninger og straf-faste et længe overstået kapitel, fordi jeg nu ved præcis, hvordan jeg skal håndtere de følelser som trigger trangen til at kontrollere min spisning. Den trang kan sagtens stadig opstå, men når den gør så ved jeg, at det er en kærlig påmindelse om, at noget ikke er helt som det skal være. Måske er mine grænser blevet overtrådt, måske er jeg stresset, måske har jeg glemt at tage mig af mig selv eller måske skal jeg ændre på noget i mit liv. Trangen forsvinder igen så snart jeg stopper op og begynder at kigge den direkte i øjnene - og så forandrer den sig og forgår.

Jeg tror ikke det er muligt at slippe helt af med en spiseforstyrrelse, når man først har haft den tæt inde på livet - uanset om det er i den relativt uskyldige eller den alvorlige ende af skalaen; aftrykket af den vil altid være der. Men jeg tror på, at man kan arbejde så seriøst og intensivt med sig selv, at spiseforstyrrelsen aldrig mere kommer til udtryk.

Dette var min madhistorie. Tusind tak fordi du læste med helt til vejs ende. Hvis du vil dele din historie med mig eller hvis du har brug for hjælp til at slutte fred med maden, så kan du altid kontakte mig.